De fleste, der interesserer sig bare en lille smule for arkitektur, har hørt om den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier, som levede fra 1887 til 1965. Han blev en verdensstjerne inden for sit felt og har præget et hav af moderne arkitekter gennem sine teorier og sine værker.
Han blev født under et andet navn – nemlig Charles-Edouard Jeanneret-Gris, hvor han kom til verden i den schweiziske by La Chaux-de-Fonds i den fransktalende del af landet, som bynavnet afslører. Hans interesse for kunst viste sig tidligt, og han kom derfor til at følge undervisning på kunstkolen i sin barndomsby, hvor en af hans undervisere var arkitekten René Chapallaz. Dette fik ham tidligt ind på arkitektvejen, og den første opgave fik han allerede som 18-årig. Han må have vist sine talenter tidligt og gjort det med stor overbevisning, for denne første opgave var at tegne en villa for en af skolens lærere. Den blev siden fulgt af endnu en villa i byen.
Den unge arkitekt var i løbet af sine karrieres første år i kontakt med nogle af kubismens pionerer, for eksempel maleren Amédeé Ozenfant, som fik ham ind på malervejen. Den fulgte han dog ikke, men hans arkitektur forstod at udnytte den visuelle kunsts forskellige udtryksfor
mer.
Arkitektonisk fik det stor indflydelse, at han tidligt mødte nogle af de arkiteklter, som først på deres tid begyndte at arbejde med beton som materiale. Selv om beton egentlig blev opfundet af de gamle romerne og er en del af forklaringen på, at nogle af deres bygningsværker står den dag i dag, var beton ikke særlig velanset i begyndelsen af det 20. århundrede, men det skulle som bekendt ændre sig. Blandt disse pionerarkitekter inden for beton var Auguste Perret og Ludwig Mies var der Rohe – sidstnævnte regnes også i dag for en af verdensarkitekturens stjerner.
Den unge arkitekt tog pseudonymet Le Corbusier i 1920, og i 1922 blev han fransk statsborger og åbnede samtidig et studio i den parisiske Rue de Sevres.
I 1930’erne arbejdede han i høj grad grad med byplanlægning, og han udarbejdede for eksempel planer for, hvordan man kunne ombygge den brasislianske hovedstad Sao Paulo og Monteviedo i Uruguay. Men også Stockholm, Antwerpen og Genève lagde han planer for.
Under 2. Verdenskrig var det begrænset, hvor meget han kunne udfolde sig som arkitekt, og han levede tilbagetrukket i Frankrig, hvor han malede og skrev, men også designede møbler og inventar. Efter krigen planlagde han et nyt Berlins centrum, men denne plan blev ikke udført.